ERIK arkitekter har opdateret Vestre Fængsel med en tidssvarende besøgsbygning og en ny belægningsbygning integreret i det eksisterende fængsel.
Vestre Fængsel er et lukket varetægtsfængsel, opført i 1895 af stadsarkitekt Ludvig Fenger. Siden er der sket meget indenfor kriminalforsorgen. Vores samfundssyn på rehabilitering har fået mere fokus i erkendelsen af, at det øger chancerne for et liv uden kriminalitet, den dag de indsatte lukkes ud igen. De to nye bygninger er skabt i den ånd og danner nutidige rammer for nogle af de rehabiliteringsaktiviteter, Vestre Fængsel lægger ringmur til.
ERIK arkitekter er gået til opgaven med ambitionen om at skabe et besøgscenter, der motiverer de indsattes familie og omgangskreds til at besøge fængslet. Fastholdes kontakten til familie – og ikke mindst til børn, er der evidens for at recidiv-effekten modvirkes.
De nytilkomne bygninger er modelleret i relation til det samlede anlæg og med materialer, der stofligt fremstår hjemmehørende.
Besøgsbygningen er udført i samme type tegl som belægsbygningen – en rødbrun sten, der farvemæssigt skiller sig ud fra det øvrige anlægs gulbrune sten, men i materialitet og tyngde lægger sig ind i konteksten.
På de øvre etager i besøgsbygningen er der monteret specialfremstillede perforerede anodiserede aluminiumsplader med et grafisk mønster. I et tæt bebygget anlæg giver pladerne en lethed til de øvre etager og danner samtidig et farvetonemæssigt samspil med det eksisterende fængsels gullige facader. Pladerne fungerer også som en sikring af besøgsrummenes altaner.
Besøgsbygningen på 1.700 m² er placeret nordvest for belægsbygningen. De to bebyggelser er forbundet via en gangbro i tre etager. Besøgsbygningen er disponeret på fire etager og kælder. Modtagelsesområdet er ført direkte igennem fængslets ringmur således at de besøgende ankommer til besøgsbygningen gennem en glasdør, der har et venligt design adskilt fra Vestres mere autoritære fængselsport.
Besøgsbygningen er formgivet med rum, facader og gangarealer, der diskret lader indsatte have besøg, sådan at andre indsatte ikke fornemmer hvem der har besøg, hvornår og ad hvem. Det kan være en grænseoverskridende oplevelse at komme til et fængsel for at besøge en nær relation. Derfor har vi disponeret det logistiske flow sådan, at den besøgende sanser mest mulig normalitet og ankommer så gnidningsfrit som muligt til mødet.
Under et besøg opleves de perforerede facadeplader med en beskyttende afskærmning, der filtrerer dagslyset, men blænder for nysgerrige blikke og samtidig lægger låg på udkik til et komplekst fængselsanlæg med mange fremmede indtryk. Gulve og vægge er udarbejdet i neutrale overflader med et robust præg, der også kan ses i en skole eller andre dagligdags institutionelle rum.
Belægsbygningen på 1.900 m² er indrettet med 40 lukkede arrestpladser med tilhørende aktivitetsrum. Bygningen er opført i fire etager med kælder og ligger i forlængelse af fængslets eksisterende nordfløj med en glasmellembygning som synligt overgangsled. Gangforløbet og strukturen i den eksisterende nordfløj er videreført i den nye bygning således, at der er disponeret med celler på begge sider af gangen. Bygningen er opført i grå/gule mursten med et farvespil, der genfindes i det eksisterende fængsels murværk. På taget etableres et indhegnet gårdtursareal, der lader indsatte komme op over byen.
I forbindelse med projektet er en eksisterende, utidssvarende besøgsbygning nedrevet.
Gennem processen er der arbejdet med særdeles skarpe krav til sikkerhed både i anvendelses- og i udførelsesfasen.
OMFANG
3.600 m²
ANVENDELSE
Fængsel
ADRESSE
Vigerslev Allé, 2450 Kbh. SV
BYGHERRE
Direktoratet for Kriminalforsorgen, DFK
YDELSE
Arkitektrådgivning inkl. design, projektering og fagtilsyn
SAMARBEJDSPARTNERE
Kragh & Berglund, Niras A/S (Totalrådgiver)