Mølholm Have udgør en markant og skulpturel boligbebyggelse i Vejle omgivet af grønne plæner med solitære træer. Bebyggelsen rummer 66 almene boliger med 3 og 3½ værelser fordelt i 6 punkthuse i 3 og 4 plan.
De seks punkthuse opført i ekspressive, markante og spændende former og med stor variation i sine udtryk. Hvert hus er som tre vingeformede dele, der mødes i et fælles trapperum og samler bygningen. Hver vinge udgør sin egen boligtype, som går igen i alle etager. Hver bolig har en let tilbagetrukket facade, hvor rummelige, overdækkede altaner er udspændt mellem sidevæggene.
Altanerne er syd- og vestvendte og afskærmede med laminerede glas. Der er et dagslysindfald i alle boligernes rum samt et rummeligt køkken/alrum i åben forbindelse med stuen.
Bygningerne er fordelt på grunden i en komposition, hvor ønske om afstand til landevejen, intern afstand (lys og skygge) samt ønsket om en hensigtsmæssig solorientering har været udslagsgivende.
Mellem husene er der etableret en park med en stor variation af rumlige oplevelser. Da boligerne er opbyggede over let vinklede geometrier, rummer de dermed spændende rumligheder og varierede udsigter over de grønne omgivelser.
Projektet er tildelt Vejle Kommunes arkitekturpris. Dommerkomitéens udtalte:
“Bebyggelsen har et dynamisk formsprog med variation i højde, asymmetriske altaner og en facadebeklædning af sammenfalset zink, der giver bebyggelsen karakter og udmærker sig i forhold til lignende byggerier. Bebyggelsens styrke fremhæves i samspillet mellem de enkelte huse placering, som skaber fine rumligheder i en menneskelig skala.”
Omfang
5.775 m²
Anvendelse
66 almene boliger
Adresse
Mølholm Landevej 20, 7100 Vejle
Bygherre
BS Domea Vejle-Børkop
Ydelse
Totalrådgivning
Samarbejdspartnere
COWI A/S