Sølvgades Skole er Danmarks ældste, fungerende folkeskole. Hovedbygningen er fra 1847 og er tegnet af P.C. Hagemann. Skolen blev fredet i 1982 og har stor historisk værdi som den første københavnske kommuneskole.
I renoveringen blev der lagt vægt på, at karakteristiske træk og bygningsdele blev bevaret, mens nye bygningsdele og tekniske installationer fremstår ”ærlige” i forhold til den oprindelige arkitektur. Trapperne blev tilbageført til den oprindelige farvesætning og udtryk, og der er indpasset diskrete akustiske tiltag for at dæmpe støj. I klasserummene blev der etableret ny ventilation og overflader, og nye loftdetaljer og føringsveje skulle derfor tage hensyn til rummenes oprindelige karakter.
Det krævede stor forståelse for skolens oprindelige arkitektur at finde de bedste arkitektoniske detailløsninger, når funktionelle og tekniske krav skulle indarbejdes i den fredede bygning. ERIK arbejdede derfor også tæt sammen med fredningsmyndighederne, for løbende at få godkendt de nødvendige tiltag.
Omfang
980 m²
Anvendelse
Folkeskole
Adresse
Sølvgade 16, 1307 København
Bygherre
Byggeri København, ByK
Ydelse
Totalrådgivning
Samarbejdspartnere
Strunge Jensen Rådgivende Ingeniører