Det Naturvidenskabelige Fakultet på SDU er et førende centrum for forskning og innovation – hjemsted for en bred vifte af prestigefyldte ERC-projekter (European Research Council).
ERIK arkitekter har fungeret som totalrådgiver og ansvarshavende projektleder i hele projektperioden og i alle faser. Sagen er løst under en rammeaftale med BYGST vedrørende teknisk rådgivning og bistand for Syddansk Universitet.
Projektet omfatter nyindretning af fire GMO1-undervisningslaboratorier med tilhørende fast inventar og birum, ét computerrum, to teoriundervisningslokaler og en garderobe.
Baggrunden for projektet er et bredt politisk forlig om et teknologisk løft og en modernisering af universiteternes laboratorielokaler til gavn for fremtidens forskning. Det betyder blandt andet en opgradering af nedslidte laboratoriefaciliteter til moderne forskningsstandarder.
Ud over nye laboratorier indeholdt moderniseringen også udskiftning af alle installationer samt etablering af fælles grupperum via et nybygget 100 m² fællesstrøg, der forbinder de nyindrettede lokaler med resten af universitetet.
ERIK arkitekter har faciliteret omfattende brugerprocesser med institutternes byggeudvalg og forestået revidering og færdigprojektering af forslagenes rumlige disponering, indretning og inventar – med fokus på, at bygningerne som fysiske rammer for undervisning skal understøtte universitetets undervisningsprincipper og leve op til brugernes ønsker og krav.
Herudover har vi også varetaget en forventningsafstemning i forhold til ønsker og visioner kontra den faste budgetramme.
Som en del af dette arbejde stod ERIK for ti brugermøder samt processen med indsamling af nye brugerinput, funktionskrav og ønsker fra byggeudvalget. Byggeudvalget bestod af repræsentanter fra universitetets ledelse, Biologisk Institut, Institut for Biokemi og Molekylærbiologi samt driftspersonale.
ERIK har været ansvarlig for revision af idéoplæg, programmering og udarbejdelse af byggeprogram, dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt, hoved- og udførelsesprojekt samt komplet inventarudbud.
Herudover har vi udarbejdet en komplet 3D-model baseret på opmålt punktsky samt udført projekteringsledelse, AMK P, IKT-ledelse, udbud, fagtilsyn, projektopfølgning, aflevering og 1-års gennemgang.
Ombygningen indebærer også en energirenovering. Blandt andet er der udskiftet vinduer i facadepartierne og ovenlys, facadebrystninger er efterisoleret, tagisolering og tagbeklædning er delvist udskiftet, og el- og ventilationsanlægget er renoveret.
I forbindelse med projektet er der foretaget sanering for asbest, PCB og PDS.
Herudover indeholdt projektet inddragelse af et eksisterende grønt gårdrum til nye indendørs fællesarealer.
Overdækningen er udført med et gennemgående rytterlys i hele gårdens længde og med oplukkelige felter for naturlig ventilation. Den overdækkede gård er placeret centralt i bygningsområdet, og der er direkte adgang til lysgården fra de omkringliggende laboratorier.
Tanken er, at fællesarealer, fællesstrøget og den nye overdækkede gård skal fungere som en oase, der summer af liv, vidensdeling og koncentration.
Et afgrænset, men åbent undervisningsområde, der skal være en faglig invitation, som fra studiestarten giver de studerende identitet og tilhørsforhold.
Udførelsen er gennemført i etaper af hensyn til universitetets uafbrudte drift. Der var i projektet – og hos byggeledelsen – stort fokus på planlægning, udførelse, arbejdsmiljø og sikkerhed.
NAT V0 er første etape i SDU’s moderniseringsprojekter og dermed et pionerprojekt for de efterfølgende.
OMFANG
1.250 m²
ANVENDELSE
Laboratoriebygning
ADRESSE
Campusvej 55, 5230 Odense
BYGHERRE
Bygningsstyrelsen med Syddansk Universitet som lejer
YDELSE
Totalrådgivning
SAMARBEJDSPARTNERE
NIRAS