Her er Danmarks første lov om Social Bæredygtighed
18
Vedtaget d. 11. juni 2026 på Den Sociale Scene på Folkemødet
01
§ 1 Lovens formål & definition
Social bæredygtighed forstås i denne lov som tiltag, der understøtter trivsel, sundhed, inklusion, tryghed, lige adgang til boliger og fællesskaber samt forebygger social segregering.
Stk. 1. Lovens formål er at fremme social bæredygtighed i planlægning, projektering, udførelse igennem analyser og evaluering af det byggede miljø af professionelle aktører.
Stk. 2. Loven skal bidrage til, at byggeri og byudvikling sker med respekt for menneskers forskellige behov, livssituationer og fremme følelsen af ejerskab, fællesskab og sammenhængskraft i samfundet.
02
§ 2. Analyse og kortlægning skal berige projekterne og brugerne
Stk. 1. Ved planlægning af byggeri skal bygherre foretage en analyse af og som resultat heraf udvikle en handleplan for områdets demografiske sammensætning og sociale forhold med henblik på at sikre, at projektet modsvarer aktuelle og forventede behov i lokalområdet. Det har til mål at tilføre lokalområdet en varig merværdi og ikke alene tilgodese projektets egen målgruppe, men også lokalsamfundet.
Stk. 2. Analysen og handleplanen skal som minimum indeholde granskning af:
1. Befolkningssammensætning, herunder alder, køn, husstandstyper og socioøkonomiske forhold herunder ressourceforhold og kapitalmænger samt beskæftigelses- og indkomstniveau.
2. Eksisterende boligudbud og efterspørgsel i området.
3. Forventet befolkningsudvikling og ændringer i boligbehov.
4. Målgruppens præferencer i forhold til boligtyper, fællesskaber og bymiljø.
03
§ 3. Fleksibilitet i det byggede miljø skal komme flere til gode
Stk. 1. Byggeriet skal tilrettelægges med løsninger, der understøtter et øget meningsfuldt brug fx på flere tidspunkter af døgnet. På samme måde skal byggeriet kunne omdannes til andre formål, herunder ændringer i anvendelse mellem bolig, erhverv og fællesfunktioner, hvor dette er relevant.
04
§ 4. Evaluering, dokumentation og tilretning skal gøre den næste bygning bedre
Stk. 1. For byggeprojekter omfattet af denne lov skal der gennemføres en evaluering af projektets sociale effekter herunder naboskab, trivsel, tilfredshed og hverdagslivspraksis efter 3–5 år fra ibrugtagning.
Stk. 2. Evalueringen skal som minimum omfatte:
1. Beboersammensætning.
2. Trivsel, tryghed og oplevet livskvalitet blandt brugere.
3. Anvendelse af fælles faciliteter og deltagelse i fællesskaber.
4. Sammenhæng med det omkringliggende lokalområde.
Stk. 3. Resultaterne af evalueringen skal indgå i et open source-katalog og skabe grundlaget for fremtidig planlægning, projektering og regulering, herunder med henblik på at forbedre praksis og sikre vidensopbygning om social bæredygtighed i byggeriet.
Hent loven her
Danmarks første lov om Social Bæredygtighed