Nordhuset i Dandy Business Park i Vejle er opført som et alt-i-et rådgivningshus. Bygningen er i fire etager og har én kælderetage. Designet er enkelt og skal danne rammen for et fleksibelt rådgiverhus, der kan rumme op til 100 medarbejdere. Domicilet skal huse lejere med ekspertise indenfor bank, revision, advokat og ejendomshandel, og dermed skabes gode rammer for samarbejde og innovation.
Den centrale del af Nordhuset er et åbent atrium-centerparti, der skaber et lyst og indbydende mødepunkt for bygningens brugere. Fra et åbent ankomstområde og trappegalleriet kan medarbejdere og gæster nemt navigere til de fælles faciliteter i stueetagen, hvor kantine og mødelokaler er placeret centralt.
En moderne indretning understøttes af stort fokus på lys og luft samt fleksible arbejdsformer. Naturlige lyse og brune nuancer er gennemgående i Nordhuset. Materialerne spænder bredt fra gulve belagt med Orsa Brown, en spansk sandsten, til trælameller og store vinduespartier. Facadernes murværk er enkelt med gennemarbejde detaljer, og det brydes af vinduespartier i vertikale kompositioner. Valget af materialer og farver er med til at skabe en rolig atmosfære i kontorbyggeriet.
Placeret i et grønt skovbælte i Vejle skaber Nordhuset et arbejdsmiljø med god adgang fra både nord og syd samt stor synlighed fra både E45 og Horsensvej. Ud over parkering til biler og cykler er udendørsarealerne designet så der er mulighed for ophold og gode betingelser for flora og fauna. Dette er gjort ved at etablere opholdsterrasser og landskabelige elementer som bakker, busketter, vildtgræsbeplantninger og spredte grupper af træer, er dette opnået.
Omfang
4.300 m²
Anvendelse
Kontor
Adresse
Vejle
Ydelse
Arkitekt- og landskabsrådgivning
Bygherre
Bagger-Sørensen Invest
Samarbejdspartnere
CASA A/S, Ivar Lykke Kristensen A/S